2.del af "Et anderledes Tunø"

Efterhånden blev vi mere og mere begejstrede for Tunø, og ikke mindst Tunboernes mage til gæstfrihed og venlighed var usædvanlig. Efterhånden begyndte børnene at spørge om vi ikke snart skulle til Tunø igen. Men vi kunne jo ikke sådan uden videre ta` derover.
Men så inviterede Annelise og Otto os til at komme over i efterårsferien og selvfølgelig gjorde vi det med tak!

Vi kom til at hjælpe med roehøsten, og selvom vi nok ikke var verdens bedste til den slags, så kom vi da i gang. Det arbejde kender alle erfarne Tunboer selvfølgelig mere end nok til, det med at bruge roesværdet - det udtryk brugte jeg - så fik vi da roerne rykket op - hugget toppen af. Det blev nu ikke til det helt store, vi blev kaldt til pauser ret ofte, sådan var gæstfriheden.
Otto Petersen havde mælketuren og det ville sige at han skulle hente mælkejungerne om morgenen, de var placerede ud for gårdene på en såkaldt mælkestol, det var en cementstøbt forhøjning med det formål at så kunne Otto lettere få jungerne halet ind på vognen.
Her fik vi så tilbudet om at komme med på en sådan tur, men det betød vi måtte op kl. 5, så det var kun Else og jeg, der kunne få øjne på den ukristelige tid - jeg kaldte det natturen. På den måde kom vi så til at kende Tunboerne mere. 
Det med de såkaldte mælkestole står endnu som minder ud for visse gårde, som en slags monumenter fra en svunden tid med mejeri.

Selv fik jeg tilbudet om at pløje en nærliggende mark, og det var naturligvis med hest og plov. Det skulle vise sig at det var og blev ingen succes, og selvom Otto gav mig instruktion, jeg tror ikke hesten holdt særlig meget af mig, det indtryk fik jeg, og det skulle vise sig at holde stik da vi kom i gang, - for det var noget med at rykke op og ned i plovens håndtag efter hvor dybt man skulle pløje. Men jeg tror ikke, jeg kom mere end ca. 25 m. .... så fik jorden en mærkelig gullig kulør, altså jeg havde gjort det for grundigt, meget for grundigt, for ploven borede sig længere og længere ned og - SÅ - sagde hesten stop og begyndte at sparke bagud, så måtte jeg have fat i Otto og jeg må sige, han fik et specielt udtryk i ansigtet, for ploven var omkring en halv meter nede i jorden og var umulig at rykke op. Jeg foreslog ham om vi ikke kunne få hesten vendt om og fæstnet i plovens anden ende, men Otto bedyrede, at jeg ikke kunne få denne hest til noget som helst mere. Så tænkte jeg på et gammelt ord der siger "er man noget værd, må man også bevise det", så jeg tilbød at grave ploven op med en spade, det gjorde jeg så, det tog ca. en time.

Dette var bare et lille udpluk af nogle oplevelser - der er mange endnu, men det MÅ ikke blive kedeligt, det skal gerne være læseværdigt, så hvis redaktionen ønsker jeg skal fortsætte, ja så går turen rundt til alle de Tunboer, vi kender og desværre også dem, der ikke er her mere.

Sanfred


Bragt i Tunø Avis nr.6 maj 2000

Webmaster Knud Madsen  | Tlf.: 30 27 33 42 | hvidebo@mail.dk