Et anderledes Tunø 3. del.

Hvorfor er ingenting som før!

Jeg skal nu forsøge at skrive lidt af det jeg engang var startet på, grunden har ikke været ulyst, hvor besynderligt det end lyder, så har jeg simpelthen ikke haft tid, således er det med pensionister.

Men nok om det, jeg burde vel nok oplyse hvorfor vi netop kom til Tunø, det var måden vi kom hertil, netop fordi vi boede så tæt på Kalundborgfærgen, og så ikke mindst i denne sammenhæng at den specielle facon, med udstigning i rum sø direkte fra vogndækket og over i den lille båd – jeg tror den hed Kjeldsen dengang, og det med den rolige og meget  flinke Johannes Kjeldsen. Selvom  for hverken Else og jeg bestemt  ikke altid var lige begejstrede for de mange buler der var på vandet, så blev det en vane, som vi næsten ikke kunne undvære og børnene tog det som en tur i Frihedens store gynger

Oven i det blev det så kompenseret når vi trådte i land på perlen Tunø, den fred og venlighed vi modtog af Tunboerne - er noget jeg har skrevet om – det skåner jeg jer for.

Men når jeg skriver øverst at  ingenting er som før, så bør jeg nok tilføje at det er der intet der er., her tænker jeg mest på mine barndoms ferier på Mols –Femmøller – Lyngsbæk – Basballe ,og egnene der omkring, så var jeg en smule rystet over at se der hvordan det gik - min mosters lille gård der hed lynghøj og hvor jeg sprang fra side til side, for at undgå hugormene, kører der nu biler, nej intet var som før.
Det var et lille sidespring ,for Tunø har ikke ændret sig i den grad, selvfølgelig er der mange der nu ikke er her mere, men sådan er livet nu engang, det kan ingen ændre, der er kommet nye til og det er da meget positivt, for alle er bestemt lige venlige.

Men vi boede stadig ude på Nørremose hos Annelise og Otto og der skete hele tiden noget, man fandt på at nu skulle der være ringridning, og det foregik på engen lidt øst for gården.
Der blev rejst en galge med den nødvendige snor og ring, og et par kasser øl (det har i hvert fald ikke ændret sig), og det var dengang en kasse øl var en rigtig kasse øl. 
Så startede konkurrencen, som må siges at være ret afslappet , det jeg husker var at færingen vandt, det var han der boede ude på Slejager gard, jeg tror nok han hed Johan, men blev aldrig kaldt andet end færingen. Han havde en stor gullig hest, som vist var dresseret til at galopere på kommando, så han blev naturligvis vinder.
Men midt under forestillingen kom højdepunktet – nemlig Ottos ged i fuld galop ind imellem stolperne, den ville også være med, og det udløste ganske naturligt en ekstra øl.
Otto havde en som nævnt en ged, men den manglede jo en buk, det fik Otto også anskaffet, og det varede ikke længe før geden var med kid og så startede en sand forestilling , for geden ville ikke have mere med bukken at gøre, og det bevirkede, at han forelskede sig i alt hvad der rørte sig.
Først var det gæssene den jagtede og de var ikke særlig interesserede. 
Værre var det at den gik i gang med børnene ,så de måtte lige undersøge om bukken var i nærheden før de vovede sig ud, vi voksne kunne holde den i hornene så den blev træt af os. 
Værst var det at den lugtede, så når vi spiste frokost sammen kunne Otto ikke lade være med at spørge hvem der havde været ude ved bukken, så til sidst blev det ham for meget den blev vasket og sendt med Fregatten, det var en ret stor båd der kom en gang om ugen. Hvis bukken ikke blev vasket ville ingen tage imod den.
Jeg tror den endte i en pølsevogn. 
   
                                                                   Grundlovsdag!

Noget der undrede os var at man festede en del på ovennævnte mærkedag, det var ikke noget vi gik så meget op i i Århus, men det foregik i en ”gryde” ved nordstranden.
Annelise smurte smørrebrød og det blev serveret ved stranden. 
Der var en del med bl.a. Jørgen Post , Jens Meinhardt forældre Ejsenberg og så Mejeristen Christensen, som kom med en dybfrossen snaps, der var dobbelt så tyk som flasken, så der var dækning for at det skulle blive en  festelig aften, og skønt der var havblik og glat hav gik bølgerne højt, der var én der faldt i søvn hvem undlader jeg at nævne, men kunne ikke lade være med at synge Danmark, nu blunder den lyse nat. 
Men alle overlevede den Grundlovsdag. 
Der var nogle spejdere længere henne på stranden så mente Anelise ,at det var nok noget for dem, det var ganske vist midt i aftenbønnen , men de var åbenbart beredte til et godt stykke smørrebrød som vi ikke havde kræfter til at nedsvælge, det var vist ikke noget der passede tropsføreren .
Om alt det jeg har skrevet er helt nøjagtig er der måske nogen der tvivler på, men det er i hvert fald ikke helt forkert.

 

Sanfred 

Bragt i Tunø Avis den 28.marts 2001

Webmaster Knud Madsen  | Tlf.: 30 27 33 42 | hvidebo@mail.dk