/ Store træer på Tunø : Linden

Store træer på Tunø : Linden

af Hannelore Heitman .

Træet som taler til hjertet. Det ses tydeligt på billedet, hvor træet hører hjemme.Her i vintertiden viser det den vælvede krone og de stejlt opstigende grene, som er kendetegnet for lindetræer.Det er nemlig sådan en Hans Ingolf og Ingrid har i deres krohave.

 



Et lindetræ kan blive op til 30 meter højt og 1000 år gammelt. 
Det siges, at en lind vokser i trehundrede år, står i 3oo år og forgår i 3oo år. 
Kroens lind er midt i den første tredjedel: Hans Ingolf fortæller nemlig, at den allerede findes på et foto fra 1870, fra dengang skolen endnu stod på tværs, selvfølgelig ikke i den nuværende størrelse. Den er nu mellem 15 og 2o meter høj.

Lindefamilien omfatter ca. 400 arter. De fleste af dem gror i troperne. Kun 4 arter vokser vildt i Europa.
Krydsninger er meget almindelige, derfor er det svært, at bestemme nøjagtig, hvilken lind man står overfor, hvis man er i tvivl om arten. 
Der findes Sølvlinden, den Storbladede Lind, Skovlinden og Parklinden. Parklinden er den mest almindelige, det er typen med de mange rodskud.
Lindetræerne er ikke skovdannende, men findes vildt i de fleste egne af Danmark.

 

I gamle dage forstod man at udnytte linden til fremstilling af nyttige ting: Det ret bløde og ensartede ved egner sig til mindre snedkerarbejder, lindetrækul blev brugt til at lave krudt og tegnekul af og af den stærke seje bast blev der flettet måtter, sække, sko og tov.
I denne sammenhæng er det interessant, at jute er et produkt af lindetræets taver, som sidder på indersiden af barken. Disse op til 3m lange fibre dannes dog kun i troperne ved en ganske særlig lufttemperatur og har derfor ingen økonomisk betydning i Europa. 

 

Træets hvidgule blomster sidder i kvast. Et smalt blad på de lange frugtstilke gør nytte ved frugtspredningen.
Mennesker og bier holder meget af blomsterne, som udfolder deres søde duft i juli måned. Da skal man plukke og tørre dem, for at have lindeblomsterte imod forkølelser vinteren over.

 

"I middelalderen var linden kærlighedens træ. Dens blade er hjerteformede og duften af dens blomster søde og dårende" skriver Mads Lidegaard i sit bog "Danske træer fra sagn og tro".
Men alligevel kan man ikke påstå, at træet spiller en stor rolle i poesien. Mens den optræder sydpå i mange folkeviser og kærlighedssange, kunne jeg kun finde "Der står en lind i min faders gård" og Astrid Lindgrens fortælling "Suser min lind, synger min nattergal?". 

 

Der er også en uhyggelig og dæmonisk side ved lindetræet. Mads Lidegård skriver, at man troede, at lindormen boede under træet.
Lindormen, som bliver beskrevet forskelligt i litteraturen, spøger i mange folkeeventyr og sagn.
Nogle steder som et dragelignende ildsprudlende uhyre med vinger, andre steder som en menneskeædende slange, som havde vokset sig stor af en lille hasselnøddeorm.
Den har rygte for at være en af kristendommens mest indædte modstandere, som derfor ynder at ligge under jorden omkring kirken og få den til at falde sammen.
Der findes sagnet om helten Regnar Lodbrog: Han hærdede sit tøj med beg, så det kunne modstå lindormens flammer, gravede sig ned i en grøft, og da ormen kom kravlende, stak han nedefra sit sværd i bugen på den og overvandt den.

 

I Nibelungensagnet står lindetræet i direkte sammenhæng med lindormen : Helten Siegfried besejrede uhyret og gjorde sig usårlig, idet han rullede sig i dets blod. 
Imidlertid havde et blad fra lindetræet sat sig fast mellem hans skulderblade. Det var denne lille ubeskyttede plet og en kvindes svigt, som senere blev heltens død.

Med eller uden lindorm er lindetræet et pænt træ og bliver derfor tit plantet som allétræ eller som et enkeltstående træ, som det ses i krohaven. 

Bragt i Tunø Avis den. 31.jan. 2001

 

 Hannelore


Webmaster Knud Madsen  | Tlf.: 30 27 33 42 | hvidebo@mail.dk